KontaktSitemapUdskriv siden

Vedtægter

Vedtægter for foreningen

EUROPAS MARITIME UDVIKLINGSCENTER

§1. Navn og hjemsted

  1. Foreningens navn er Europas Maritime Udviklingscenter.
  2. Foreningens binavn er Maritime Development Center of Europe.
  3. Foreningens hjemsted er København.

§2. Formål

  1. Foreningen er en netværksorganisation for den maritime branche og maritime interessenter.
  2. Samspillet mellem medlemmerne skal stimuleres bl.a. gennem møder og konferencer, hvorved synergifordele kan opstå.
  3. Maritime virksomheder/institutioner samt maritime aktiviteter ex. konferencer/udstillinger o.lign. skal tiltrækkes.
  4. Der skal løbende ske en international markedsføring.
  5. Foreningen skal stimulere forskning, udvikling og uddannelse.
  6. Foreningen skal skabe forbindelse med og kan være medlem af andre foreninger eller Eu- og internationale organer, når dette fremmer foreningens formål.
  7. Foreningen kan deltage i såvel nationale som internationale forsknings- og udviklingsprojekter som skønnes at kunne understøtte udviklingen af den maritime branche generelt.
  8. Foreningen kan deltage som aktiv ressource i offentlige eller andre fora, hvor foreningen skønnes at kunne øve positiv indflydelse.

§3. Medlemmer

  1. Som medlem kan optages virksomheder, institutioner, offentlige myndigheder, foreninger og enkeltpersoner, såfremt optagelsen fremmer foreningens formål, og virksomhederne m.v. har en aktiv og direkte interesse i udviklingen af den maritime sektor.
  2. Optagelse kan ske ved henvendelse til foreningens bestyrelse via sekretariatet.
  3. Ved indmeldelsen betales forholdsmæssigt kontingent for den resterende del af det regnskabsår, hvori indmeldelsen finder sted.

§4. Opsigelse af medlemskab

  1. Et medlem kan skriftligt opsige sit medlemskab med 3 måneders varsel til den 1. i en måned. Opsigelse sker ved skriftlig henvendelse til foreningens bestyrelse via sekretariatet.
  2. Medllemskabets ophør fritager ikke det pågældende medlem for økonomiske forpligtelser over for foreningen, som hidrører fra tiden før medlemskabets ophør, herunder medlemsbidrag, som er forfaldent til betaling.

§5. Eksklusion

  1. Foreningens bestyrelse kan ekskludere et medlem, som
    1. ikke har opfyldt sine forpligtelser over for foreningen
    2. er erklæret konkurs eller trådt i likvidation
    3. ikke længere opfylder kriterierne for medlemskab; jf. §3
    4. på væsentlig måde skader foreningens interesser
  2. Forslag til eksklusion stilles til bestyrelsen. Indkaldelse til møder, hvor forslag til eksklusion skal behandles, skal sendes skriftligt med mindst 1 måneds varsel ved rekommanderet brev eller telefax eller anden telemeddelelse.
  3. Afstemning om eksklusion skal være hemmelig, og såfremt eksklusion vedtages, skal bestyrelsen fastsætte et tidspunkt, hvorfra eksklusionen skal være gældende.
  4. Medlemmet, der foreslås ekskluderet, er ikke berettiget til at stemme i sager om dets eget medlemskab. Medlemmet skal have besked om bestyrelsens beslutning med begrundelse i eksklusionssagen ved rekommanderet brev.
  5. Beslutningen om eksklusion kan af det berørte medlem kræves behandlet på førstkommende ordinære generalforsamling.

§6. Struktur

  1. Foreningen har en generalforsamling, en bestyrelse, et sekretariat samt et varierende antal arbejdsgrupper/tænketanke.
  2. Bestyrelsen kan nedsætte et forretningsudvalg med deltagelse af mindst 3 bestyrelsesmedlemmer.

§7. Generalforsamling

  1. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed i alle anliggender.
  2. Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af maj måned. Indkaldelse skal ske ved bestyrelsesformanden med mindst 30 dages varsel ved brev, telefax eller anden telemeddelelse til hvert medlem. Indkaldelsen skal indeholde dagsor-den.
  3. Dagsorden for den ordinære generalforsamling omfatter følgende punkter:
    1. Valg af ordstyrer
    2. Godkendelse af årsberetning
    3. Godkendelse af årsregnskab
    4. Valg af bestyrelse
    5. Valg af revisor
    6. Fremlæggelse af budget og fastsættelse af medlemsbidrag.
    7. Behandling af forslag til bestyrelse eller medlemmer
    8. Eventuelt
  4. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 2 uger, før generalforsamlingen finder sted.

§8. Ekstraordinær generalforsamling

  1. Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes, når bestyrelsen finder det påkrævet, og skal indkaldes, når mindst 1/3 af foreningens medlemmer forlanger det.
  2. En ekstraordinær generalforsamling indkaldes med samme varsel og fremgangsmåde som den ordinære generalforsamling, jf. § 7.

§9. Afstemninger på generalforsamlingen

  1. Til vedtagelse af ændring af vedtægter kræves mindst 2/3 majoritet af afgivne, vejede stemmer.
  2. Ændring af vedtægter kræver yderligere en majoritet på 2/3 af foreningens samlede vejede stemmer. Såfremt dette ikke er tilfældet, kan ændringerne vedtages på en kommende generalforsamling med 2/3 majoritet af afgivne, vejede stemmer.
  3. Eksklusion af medlemmer kræver mindst 2/3 majoritet af afgivne, vejede stemmer.
  4. Øvrige beslutninger, herunder beslutning om hvorvidt der skal gives medhold i en klage over bestyrelsens afslag på optagelse som medlem af foreningen, jf. §12, litra h, træffes ved simpelt flertal af afgivne, vejede stemmer.
  5. Et medlem kan være repræsenteret af et andet medlem ved fuldmagt. Et medlem kan kun repræsentere ét (1) andet medlem ved fuldmagt.
  6. Et medlem kan ikke afgive stemme på generalforsamlingen, såfremt medlemmet er i restance med betaling af medlemsbidrag til foreningen.
  7. Ordstyreren afgør, hvorledes afstemningen skal foregå. Såfremt mindst to medlemmer kræver det, skal der afholdes skriftlig afstemning.
  8. Stemmeberettigede er alle medlemmer, som betaler fuldt medlemsbidrag.

§10. Finansiering, bidragsklasser og stemmer

  1. Foreningens drift skal balancere, men der kan overføres mindre over-/underskud fra det ene til det andet regnskabsår.
  2. Udgifterne finansieres på følgende måde:
    1. Medlemsbidrag
    2. Bidrag fra fonde, virksomheder, organisationer og foreninger m.v.
    3. Bidrag fra statslige, amtskommunale og kommunale myndigheder
    4. Bidrag fra EU
  3. Der er 2 medlemskategorier:
    1. (I) fuldt medlemskab som giver 1 (én) stemme
    2. (II) for virksomheder med under 6 ansatte samt enkeltpersoner og filialer/underafdelinger af medlemmer i kategori I) er der mulighed for fuldt medlemskab til reduceret medlemsbidrag men uden stemmeret.

§11. Bestyrelsen

  1. Foreningen ledes af en bestyrelse på mindst seks (6) og indtil fjorten (14) medlemmer, der vælges for to år ad gangen på den ordinære generalforsamling.
  2. Der kan ske genvalg af et bestyrelsesmedlem
  3. Afgår et bestyrelsesmedlem i utide, foretages suppleringsvalg på førstkommende generalforsamling, medmindre bestyrelsen derved bliver mindre end seks (6) medlemmer, i hvilket tilfælde bestyrelsen er berettiget til at supplere sig selv.
  4. Såfremt, der er indstillet mere end fjorten (14) kandidater, er de, der får det højeste antal vejede stemmer, valgt. Hvis flere end én kandidat kommer på 14. pladsen, foretages omvalg mellem disse.
  5. Der ydes ikke vederlag for arbejdet som bestyrelsesmedlemmer. Alle udgifter til rejser, hotelophold mv., som bestyrelsesmedlemmer afholder i forbindelse med deres bestyrelsesarbejde, refunderes af foreningen.
  6. Bestyrelsen vælger på sit konstituerende møde af sin midte en formand og næstformand, der ikke må være ansat hos samme medlem.
  7. Formandskabet og næstformandskabet gælder for to år ad gangen, og der kan modtages genvalg.
  8. Bestyrelsen kan af sin midte nedsætte et forretningsudvalg, der handler på bestyrelsens vegne. Forretningsudvalgets dispositioner skal forelægges førstkommende bestyrelsesmøde til godkendelse.
  9. Ved formandens forfald indtræder næstformanden.
  10. Bestyrelsesmøder afholdes mindst 2 gange om året. Det konstituerende bestyrelsesmøde afholdes umiddelbart efter den ordinære generalforsamling. Øvrige bestyrelsesmøder indkaldes af formanden eller af den daglige leder for foreningens sekretariat i henhold til formandens instruks herom med mindst 10 dages varsel ved brev, telefax eller anden telemeddelelse til hvert medlem. Indkaldelsen skal indeholde forslag til dagsorden.
  11. Bestyrelsen er, hvor intet andet er bestemt, beslutningsdygtig, når mindst 2/3 del af medlemmerne er repræsenteret, og bestyrelsen er indkaldt med lovlig varsel.

§12. Bestyrelsens opgaver

  1. Bestyrelsen er ansvarlig for, at foreningens målsætninger opfyldes i videst muligt omfang. Bestyrelsens væsentligste opgaver er følgende:
    1. Gennemførelse af foreningens formål.
    2. Ansættelse af en daglig leder for foreningens sekretariat og fastlæggelse af sekretariatets størrelse.
    3. Stillingtagen til sekretariatets fysiske placering, herunder kontorfællesskab med et institut eller en organisation m.v.
    4. Etablering af arbejdsgrupper/tænketanke, enten på eget initiativ eller efter indstilling herom.
    5. Udarbejdelse af årsberetning, årsregnskab, forslag til medlemsbidrag til brug for generalforsamlingen samt fastlæggelse af budget.
    6. Udarbejdelse af forslag til ændringer af vedtægter.
    7. Fastlæggelse af retningslinier for sekretariatets arbejde.
    8. Optagelse af medlemmer.
    9. Eksklusion af medlemmer og indstilling om opløsning af foreningen.
  2. Forhold omfattet af punkt i) kræver enstemmighed for vedtagelse.
  3. Forhold omfattet af punkt b) kræver mindst 2/3 majoritet af de afgivne stemmer for vedtagelse.
  4. For øvrige forhold træffer bestyrelsen beslutning ved simpel flertal, hvor hvert bestyrelsesmedlem har én (1) stemme. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
  5. Et bestyrelsesmedlem kan ikke afgive stemme på bestyrelsesmødet, såfremt den pågældende eller den virksomhed, institution eller organisation, som den pågældende er ansat i, er i restance med betaling af medlemsbidrag til foreningen.

§13. Sekretariat

  1. Det permanente sekretariat ledes af en daglig leder. Øvrige forhold vedrørende sekretariatet fastlægges i retningslinier for sekretaria-tets arbejde.

§14. Tegningsregel og repræsentation

  1. Foreningen tegnes af formanden eller næstformanden sammen med et andet medlem af bestyrelsen eller af den daglige leder sammen med et bestyrelsesmedlem.
  2. Retten til at udtale sig på vegne af foreningen tilkommer bestyrelsens formand eller i dennes forfald næstformanden. Bestyrelsen kan dog bemyndige et andet bestyrelsesmedlem, den daglige leder eller et andet medlem til at udtale sig på vegne af foreningen.

§15. Hæftelse

  1. Medlemmerne hæfter ikke for foreningens forpligtelser udover med det for det pågældende regnskabsår fastsatte ubetalte medlemsbidrag.

§16. Foreningens opløsning

  1. Foreningen kan opløses ved beslutning på en generalforsamling med 2/3 majoritet af vejede stemmer, hvor mindst 2/3 del af medlemmerne er til stede. Er 2/3 af medlemmerne ikke tilstede, kan en ny generalforsamling indkaldes med 14 dages varsel senest 2 måneder efter den første. På den nye generalforsamling kan beslutning om opløsning træffes ved simpelt flertal uanset antallet af de fremmødte.
  2. Dersom foreningen ved opløsning ejer formue, vil denne - efter at alle forpligtelserne er afviklet - efter bestyrelsens indstilling gå til maritime formål.

§17. Regnskabsår og revision

  1. Foreningens regnskabsår er kalenderåret.
  2. Revisionen forestås af en statsautoriseret revisor, der vælges for en 2-årig periode. Der kan ske genvalg af revisor.

§18. Voldgift

  1. Såfremt der opstår uenighed mellem foreningen og et eller flere medlemmer, og striden ikke kan bilægges ved forhandling, kan sagen ikke indbringes for de ordinære domstole, men skal afgøres ved voldgift i henhold til dansk ret. Det samme gælder, hvis der opstår uenighed mellem to medlemmer angående spørgsmål, der vedrører deres stilling som medlemmer af foreningen.
  2. Voldgiftsretten skal bestå af to voldgiftsmænd, hvoraf hver af stridens parter vælger én, som vælger en opmand. Skulle voldgiftsmændene ikke kunne enes om valget af opmand, udpeges han af dommeren i den retskreds, hvori foreningen ligger. I øvrigt henvises til lov nr. 181 af 24. maj 1972 om voldgift.
  3. Dansk materiel og processuel ret skal finde anvendelse.

§19. Vedtægtsændringer

  1. Vedtægtsændringer træder i kraft efter beslutning på generalforsamlingen.

MARITIME DEVELOPMENT CENTER OF EUROPE

Produced by Adapt A/S